Spring til indhold

 Norge, EFTA, EØS og EU

Norge er ikke medlem af EU, men EU er Norges langt største handels- og investeringspartner, og intet land uden for EU er tættere forbundet med EUs indre marked end Norge. Den vigtigste ramme herfor er EØS-aftalen.

EFTA (Den Europæiske Frihandelssammenslutning/European Free Trade Association) er en international frihandelsorganisation med fire medlemsstater: Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz. Organisationens formål er at fremme handel medlemslandene imellem såvel som med EU og tredjelande. Et af formålene med oprettelsen var at danne en modvægt til EU (dengang EØF). Handel med EU har derfor altid været en hjørnesten i organisationens arbejde. En række tidligere EFTA-medlemmer er nu medlemmer af EU, fx Danmark, Sverige og Finland.

EØS (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde) er det fælles økonomiske område, der er dannet ved EØS-aftalen mellem tre af EFTA-landene, Norge, Island og Liechtenstein, og EU. Formålet med aftalen er at styrke handel og økonomiske forbindelser mellem landene med samme konkurrencevilkår og overholdelse af de samme regler. Med aftalen er de tre EFTA-lande en del af EU’s indre marked. EU er Norges største eksportmarked.

Kernen i EØS-aftalen er det indre markeds fire friheder, dvs. frie varebevægelser, fri udveksling af tjenesteydelser, frie kapitalbevægelser og fri bevægelighed for personer. De indre marked reguleres og suppleres af regelsæt, som EØS-aftalen ligeledes giver adgang til fx konkurrence- og socialpolitik, forbruger- og miljøbeskyttelse, uddannelse og forskning og udvikling.

EØS er dog hverken et fuldstændig grænsefrit marked eller en egentlig toldunion. EØS-aftalen omfatter ikke EUs toldunion, EUs handelspolitik, EUs bistandspolitik, EUs udenrigs- og sikkerhedspolitik (men der er en EFTA/EU-konsultationsprocedure, se nedenfor), EUs samarbejde om retlige og indre anliggender (men Norge deltager i Schengen-samarbejdet og i andre aftaler, se nedenfor) og EUs økonomiske og monetære samarbejde.

EUs fællesmarked for landbrugsvarer og fælles landbrugspolitik falder som udgangspunkt uden for EØS. Undtagelserne er handel med bearbejdede landbrugsvarer og EUs regelværk for fødevaresikkerhed. Selv om bearbejdede landbrugsvarer er omfattet af reglerne om varernes frie bevægelse, har parterne mulighed for at anvende told, eksportstøtte og prisnedskrivning af basisvarer, der indgår i færdigproduktet, for at udjævne prisforskelle og styrke egen konkurrenceevne. De fælles regler for fødevaresikkerhed sikrer norske varer en let adgang til EU-markedet, da de ikke skal igennem den samme omfattende kontrol som øvrige 3. lande.

EUs fællesmarked for havprodukter og fælles fiskeripolitik er ikke omfattet af EØS, men reguleres i en selvstændig aftale efter EØS-aftalens protokol 9. Derudover er der en række andre aftaler med EU vedrørende fiskerisamarbejde, ressourceforvaltning, markedsadgang og handel. Protokol 9 sikrer bl.a. aftaleparterne uhindret adgang i hinandens havne og opstiller et forbud mod kvantitative importrestriktioner. Også her sikrer harmoniseringen af regelværket for fødevaresikkerhed norske varer en smidigere adgang til EU markedet.

Norge bidrager økonomisk til det europæiske samarbejde gennem EØS-midlerne og ved at betale for deltagelsen i EUs programsamarbejde og Schengen-aftalen. EØS-midlernes flerårige finansieringsramme fornyes løbende. EØS-midlernes formål er at reducere sociale og økonomiske forskelle i det udvidede EØS-område. Gennem EØS-midlerne bidrager Norge til dette. Størrelsen på EØS-midlerne er steget støt siden indførelsen.

EØS-aftalen åbner også op for at Norge kan deltage i EUs programmer og agenturer mod betaling. Norge betaler for deltagelse i pt. 19 programmer og 26 agenturer i EU. Det økonomiske bidrag til hvert enkelt program beregnes på grundlag af deltagerlandenes BNP.

EØS-aftalen giver ikke EØS/EFTA-lande mulighed for at deltage direkte i EUs beslutningsproces. Norge har fx ikke repræsentanter i EU-parlamentet eller Kommissionen. Norge har derimod mulighed for at bidrage med eksperter og faglige input til Kommissionen på linje med EU-medlemslandene. Denne konsultationsprocedure er en indirekte adgang for Norge at påvirke EU-myndighederne, både ved udformning af EØS-relateret lovgivning og ved udvikling af de EU-programmer, Norge deltager i.

Norges tilknytning til EUs fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er stærkest på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område (ESDP). Uden EU-medlemskab kan Norge ikke deltage i udformning af politik og strategier i EDA (Europæisk Forsvarsagentur/European Defence Agency), men Norge har som det eneste tredjeland indgået en særskilt samarbejdsaftale med EDA. Norge kan derfor deltage på linje med medlemslande i EDAs programmer. Et vigtigt element er muligheden for norsk deltagelse i EU’s civile og militære krisehåndteringsoperationer.

Med Schengen-aftalen  deltager Norge i Schengen-samarbejdet, også efter at Schengen blev fuldt integreret i EU. Samarbejdet indebærer, at alle deltagerlandene skal følge de samme regler for visum og ydre grænsekontrol. De indre grænser er fjernet, men til gengæld omfattes relevante dele af EU politisamarbejdet også af samarbejdsaftalen, fx Schengen Informationssystem (SIS), der tillader udveksling af oplysninger mellem nationale politi- og toldmyndigheder. Norge kan deltage i møder på alle niveauer i forbindelse med udvikling af Schengen-samarbejdet. De formelle beslutninger om ændringer træffes af Rådet, hvor Norge ikke er repræsenteret.

Norge har samarbejde med EU på andre retlige områder som Dublin-samarbejdet, Europol, CEPOL, og Eurojust og med deltagerne i Prüm-traktaten.

 

Der er i januar 2012 offentliggjort en udredning om Norges aftaler med EU "Utenfor og innenfor".