Spring til indhold

Om os

Danmarks ambassade i Oslo har navnlig til opgave:

  • aktivt at formidle og fremme danske holdninger og synspunkter og gennem analyser og vurderinger af den politiske og økonomiske udvikling i Norge at holde danske myndigheder orienteret om områder af særlig interesse for Danmark;
  • at styrke den danske eksportindsats og at fremme investeringsaktiviteterne mellem Danmark og Norge;
  • at yde hurtig og effektiv bistand til danske statsborgere i Norge samt
  • at udbrede kendskabet til Danmark, danske holdninger og dansk kultur.

Ambassadens arbejde kan deles op på følgende hovedområder:

1. Varetagelse af Danmarks udenrigspolitiske og økonomiske interesser
Norge er det naboland, der har de tætteste relationer til Danmark. Ambassadens medarbejdere har uhindret adgang til norske beslutningstagere - både embedsmænd og politikere - og bliver overalt mødt med betydelig goodwill og velvilje, når der søges kontakt og informationer. Den sproglige nærhed mellem dansk og norsk betyder, at der aldrig er sproglige barrierer under kontakterne. Sammen med de øvrige nordiske ambassader i Oslo har ambassaden en privilegeret stilling, når det drejer sig om at få norske beslutningstagere til at udtale sig åbent og uformelt. Det nære forhold betyder også, at det i forbindelse med forberedelse af lovgivning m.v. i Danmark ofte har stor interesse at få kendskab til regelsættet i Norge. Ambassaden har derfor kontakt til stort set alle grene af den norske centraladministration. 

Norge er ikke medlem af EU, men er medlem af det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS), som giver Norge adgang til EUs indre marked. Der foregår til stadighed en debat om Norges forhold til EU. Som NATO-medlem ligger Norge sædvanligvis tæt på Danmark i holdningen til organisationen. Tilsvarende gælder for samarbejdet inden for FN. Som naboland har forholdet til Rusland stor betydning. For Danmark er det vigtigt løbende at være informeret om norske synspunkter - i regeringen såvel som i offentligheden - på disse områder, og ambassaden analyserer og rapporterer løbende om udviklingen. 

Arktis er et strategisk vigtigt område for Danmark, særligt som klimaforandringerne bidrager til at øge regionens tilgængelighed i fremtiden. I kraft af rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne er Arktis et af Danmarks udenrigspolitiske nærområder af voksende betydning i det udenrigspolitiske samarbejde med bl.a. Norge.

Norge spiller en aktiv rolle i en række konfliktområder, herunder Mellemøsten, Afghanistan og Sudan. I flere af disse har også Danmark politiske interesser. Ambassaden følger derfor Norges engagement med henblik på at holde relevante danske myndigheder orienteret om norske initiativer.

Ambassaden bidrager med analyser og vurderinger af norske interesser og synspunkter til danske beslutningstagere og forsøger at finde områder for mulige alliancer mellem Danmark og Norge. For at kunne vurdere Norges politiske mål i konkrete sager opretholder ambassaden fortrolige og direkte kontakter til de politiske og administrative beslutningstagere i Norge. Ambassaden søger endvidere at sikre dansk indflydelse, når politiske beslutninger af betydning for Danmark skal træffes af norske myndigheder.

2. Fremme af dansk eksport og udenlandske investeringer i Danmark
Ambassadens største enkelte arbejdsområde er eksportfremme. Norge er Danmarks 4.-5. største eksportmarked, og mange mindre danske virksomheder vælger Norge som deres første udenlandske marked. Ambassaden bistår årligt ca. 400 danske virksomheder.

Ambassaden fungerer som sparringspartner og rådgiver for danske virksomheder for at fremme dansk eksport og danske virksomheders internationalisering og etablering i udlandet. Det er ambassadens opgave at opbygge professionelle netværk mellem danske handels- og interesseorganisationer og de modsvarende norske organisationer, skabe strategiske alliancer og på enhver måde udbygge de kommercielle forbindelser mellem Danmark og Norge. Det langsigtede arbejde i form af markedsudviklingsprojekter spiller en stor rolle i eksport- og investeringsfremmearbejdet, så ambassaden i god tid kan identificere nye forretningsområder og påbegynde projekter, der kan føre til udnyttelse af disse forretningsmuligheder.

Lokaler på ambassaden og i ambassadørens embedsbolig benyttes som ramme om foredrag, konferencer og seminarer i forbindelse med fremme af dansk eksport.

3. Bistand til danske statsborgere i Norge
Da danskere uden større besvær kan bosætte sig i Norge på egen hånd, kendes den nøjagtige størrelse af den danske koloni i Norge ikke med sikkerhed, men skønnes at udgøre ca. 25.000 personer. Hertil kommer et stort antal personer med dobbelt dansk-norsk statsborgerskab og en stor gruppe af personer, der arbejder i Norge uden at have fast bopæl her. Udstedelse og fornyelse af pas for disse mange danskere er ambassadens største konsulære enkeltopgave sammen med et stort antal forespørgsler om civilretlige emner. På ambassadens hjemmeside har vi søgt at samle svar på og henvisninger til flere oplysninger om de oftest stillede spørgsmål.

Ambassaden udfører en bred vifte af opgaver, herunder fremskaffelse og udfærdigelse af attester, erklæringer mv., bistand i familieretlige sager, legaliseringer og hjælp i forbindelse med arrestation, fængsling, dødsfald og sager vedrørende alvorlige forbrydelser mod danskere. De norske sociale myndigheder yder en værdifuld bistand i dette arbejde som følge af det særlige samarbejde mellem de nordiske lande. På vegne af Udlændingestyrelsen udfærdiger ambassaden opholds- og/eller arbejdstilladelser og udsteder visum til tredjelandsborgere. 

4. Kultur og information:
Ambassaden arbejder for at udbrede kendskabet til Danmark og danske holdninger. Det sker bl.a. ved generel informationsvirksomhed over for offentligheden og medierne.

Ambassaden bidrager til at fastholde og videreudvikle det tætte forhold mellem Danmark og Norge gennem et bredt spektrum af kontakter, herunder gennem Foreningen Norden og foreninger for danske i Norge.

Ambassadøren påtager sig gerne foredrag og lign. om danske og norske forhold.

5. Logistiske opgaver
Ambassaden har som led i sit arbejde en række logistiske opgaver. Ambassaden står for den praktiske tilrettelæggelse og afvikling af besøg af Kongehusets medlemmer, ministre, folketingsudvalg mv.