Spring til indhold

Velkomst fra Danmarks nye ambassadør i Norge

Velkommen til Den Danske Ambassade i Oslos hjemmeside.

Jeg er netop tiltrådt som ny dansk ambassadør og glæder mig til at samarbejde inden for alle områder herunder politik, økonomi, business, kultur, uddannelse og turisme.

Jeg har i de senere år været chef for Trade Council of Denmark - som minder en del om Innovation Norway - været Generalkonsul, ambassadør i New York og senest arbejdet som fremtidsforsker og konsulent med scenarier og strategiprocesser for store virksomheder.

Det er blevet sagt, at mennesket vil opleve større forandringer i de kommende 20 år end i de foregående 300 år. Måske bliver det ikke helt så dramatisk, men vi vil med sikkerhed opleve de hastigste forandringer nogensinde som følge af digitalisering, Internet of Things og kunstig intelligens. Tusindvis af job vil forsvinde og nye vil opstå. Samtidig er verden blevet mere usikker, og vi oplever, at øget ulighed rundt omkring i verden skaber mistillid til eliten og til institutioner.

Disse forandringer rammer også Danmark og Norge. Men som to af de mest velfungerende, digitale og lige samfund i verden, står vi bedre end så mange andre rustet til at håndtere disse udfordringer. Vi skal fortsætte med at arbejde tæt sammen og lære af hinanden.

For mig er Norge et af de absolut bedste lande i verden at leve i og jeg er utroligt stolt over at repræsentere Danmark i dette vidunderlige land. I over 400 år var vi en del af samme rige og relationerne er stadig ekstremt tætte mellem vore to lande.

Jeg glæder mig til at møde mange af jer i de kommende år. Hvis I har et interessant projekt eller arrangement, så send mig en invitation. I kan også følge mig på Facebook, Twitter og Instagram.

Med venlig hilsen

Jarl Frijs-Madsen
Danmarks ambassadør i Norge

Jarl Frijs-Madsen