Gå til indhold

velkommen

Velkommen til den danske ambassade i Oslo.

Vi arbejder på ambassaden for at styrke samarbejdet og forbindelserne mellem Danmark og Norge - når vi kan, og hvor vi kan - politisk, økonomisk, kommercielt og kulturelt.

Danmark og Norge har et stærkt værdifællesskab – bundet op på en lang og stærk fælles historieskrivning. Mere end 400 år har Danmark og Norge været del af samme rige. Vi er nære partnere med meget tætte bånd, både politisk og økonomisk, men også befolkningerne i mellem. Nordmænd og danskere går ganske enkelt godt i spænd! Cirka 20.000 danskere bor i Norge, hvilket er et af de største danske communities i udlandet. Med udgangspunkt i vores fælles værdigrundlag, historie og samfundsindretning ser vi ens på mange ting – og vi er samtidig åbne for at lære af hinandens erfaringer og modeller. Også derfor er potentialet stort på mange områder.

Norge er en af Danmarks største handelspartnere, og ambassaden arbejder aktivt for at hjælpe danske virksomheder på det norske marked samt fremme norske investeringer i Danmark. Fokus er bl.a. på klima og den grønne dagsorden, hvor der er vide muligheder for handelsfremme, samarbejde og synergi i mellem danske og norske virksomheder, forskningsinstitutioner mv. Vi forsøger også at udbrede kendskabet til Danmark i Norge gennem bl.a. kulturelle arrangementer.

På denne hjemmeside kan du læse mere om ambassadens arbejdsopgaver. Følg også gerne ambassaden på de sociale medier Facebook, Instagram, LinkedIn og Twitter, hvor vi løbende orienterer om vores aktiviteter.

Ambassadens opgave er at bistå dig som borger, virksomhed eller dansk myndighed. Det gør vi ved at opsøge og dyrke nye muligheder og netværk – og det gør vi ved at stå parat, når du har brug for os. Vi bestræber os på altid at yde bedst mulig service.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at tage fat i os. Det gælder også, hvis du har forslag til konkrete projekter eller initiativer.


Med venlig hilsen,

Louise Bang Jespersen

Danmarks ambassadør i Norge