Spring til indhold

Dansk fællesstand


Bygg Reis Deg d.16. - 19. oktober 2019

I dagene fra den 16. – 19 oktober 2019 afholdes Norges største byggemesse, Bygg Reis Deg. Messen finder sted hvert andet år og henvender sig primært til det professionelle segment. I 2017 præsenterede 564 udstillere deres produkter og løsninger for mere end 43.000 besøgende på messen. Bygg Reis Deg er dermed Norges absolut største mødested for byggebranchen, og et oplagt udstillingsvindue for virksomheder med interesse i det norske marked.

Årets hovedtemaer for messen er digitalisering og bæredygtighed. Norge har en målsætning om at udvikle verdens mest bæredygtige byggeindustri, og her spiller digitale værktøjer en afgørende rolle for at nå målet. Foruden selve messen vil der også blive gennemført en lang række seminarer og præsentationer fra de fire scener på udstillingsområdet. Her vil danske udstillere også kunne deltage med virksomheds- og produktpræsentationer.

Center for Underleverandører (CFU) arrangerer som i 2017, i et samarbejde med Den danske Ambassade i Oslo og Eksportrådet, en dansk fællesstand på den norske byggemesse med henblik på at promovere danske virksomheder og løsninger. Fællesstanden dækker et område på ca. 200 kvadratmeter på en attraktiv placering, og indeholder plads til 17 virksomheder. Standene bliver holdt i et let åbent skandinavisk design, og opbygges i et samarbejde med en erfaren standsopbygger.

Den norske byggesektor anno 2019

Det norske bygge- og anlægsmarked er præget af høj aktivitet. Den generelle markedsudvikling bevæger sig trods den senere tids olieprisfald i en positiv retning, og der er forventes, på trods af det høje og konstant stigende aktivitets niveau gennem 2015 – 2018, en stigning i 2019 på 3,7% til Nok 475 milliarder.

Den norske byggesektor har oplevet vækst siden finanskrisen og er på nuværende tidspunkt præget af rekord høj aktivitet. Baggrunden for det meget høje aktivitetsniveau er blandt andet befolkningstilvækst, og en fortsat urbanisering som betyder, at mange norske byer har vokseværk. Til eksempel forventes Oslo at øge sit indbyggertal med 43 % fra ca. 650.000 i 2015 til 926.000 indbyggere i 2040.

Ifølge tal fra brancheorganisationen Byggenæringens Landsforening forventes det samlede bygge- og anlægsmarked i Norge at vækste med 4,0 % i 2018 og 3,7% i 2019. Væksten er i særdeleshed skabt ved renoveringsmarkedet for eksisterende boliger, der trækker op med positive vækstrater de kommende år.

Særligt interessant fra et dansk synspunkt er det, at Norge generelt ligger bagud i forhold til mange andre europæiske lande mht. at gennemføre energieffektiviseringstiltag. Samtidig er der i løbet af de seneste år til stadighed fokus på energieffektivt byggeri, særligt i den offentlige sektor, hvor nationale og regionale krav til energieffektivisering af den norske byggemasse er sat i vejret.

Overordnet set er der tale om en betydelig samfundsudvikling. Kapaciteten i både offentlig og privat regi er utilstrækkelig til at imødekomme fremtidige behov, både hvad angår volumen og standard. Derfor skal der også i de kommende år investeres store summer. Samtidig efterspørger norske aktører innovative og energieffektive løsninger, kvalitet og dansk design. Danske virksomheder har dermed gode muligheder for at tage del i udviklingen.

 

Bygg Reis Deg Messepakke

Ambassaden og CFU´s messepakke

Bygg Reis Deg er et oplagt udstillingsvindue for danske virksomheder, hvor markedsføringen via en fælles dansk platform giver en række positive synergieffekter. Samtidig betyder deltagelse på fællesstanden at man fokuserer på etablering af kontakt til potentielle kunder og samarbejdspartnere. Det praktiske arbejde forud for og under messen tager Danmarks Ambassade i Oslo og CFU hånd om i fællesskab.

 

Nøglefærdig stand

Den danske fællesstand er på ca. 200 m2, og har plads til omkring 17 danske virksomheder. Som udstiller kan man bestille standmoduler à ca. 8 m2. Der er også mulighed for at reservere et større område, f.eks. ved at gå i samarbejde med andre danske virksomheder. Fællestanden bliver holdt i et let åbent skandinavisk design med en delvis åben mødelounge, og standen opbygges i et tæt samarbejde med en erfaren standbygger.

 

Forberedende Informationsmøde

I forbindelse med messen vil der blive arrangeret et forberedende udstillermøde i Danmark for de deltagende virksomheder. Tid og sted for udstillermødet vil blive annonceret i slutningen af maj.

 

Hotelbookning

Danmarks Ambassade i Oslo assisterer med reservation af hotelværelser, ved indgåelse af en rammeaftale med et udvalgt hotel. Den enkelte virksomhed er selv ansvarlig for sine reservationer med udgangspunkt i rammeaftalen.

 

Markedsføring

Ambassaden i Oslo vil i tillæg til at levere praktisk assistance forud for og under Bygg Reis Deg også markedsføre fællesstanden og dens virksomheder overfor potentielle kunder og samarbejdspartnere, norske fagblade, og andre udvalgte kontakter.

 

Udstillerkatalog og PR-materiale

Ambassaden vil indsamle katalogtekster til et udstillerkatalog som trykkes i forbindelse med messen. Udstillerkataloget udsendes til udvalgte kontakter som et trykt katalog, og distribueres til besøgende på messen.

 

Prisen

 

Den vejledende pris for deltagelse som udstiller på den danske fællesstand på Bygg Reis Deg er for små- og mellemstore virksomheder DKK 32.500. Prisen kan variere afhængig af standens placering og størrelse

 

Ikke inkluderet

Individuelle ønsker angående eget stand design skal aftales på forhånd, og kan medføre yderligere økonomiske omkostninger. Udstillere medbringer selv plancher, fotos, podier, demonstrationsprodukter mm. Og har selv ansvar for transport af udstillingsgods fra Danmark til Norge og retur, samt evt. forsikring, opstilling/nedpakning. Udstillerne står desuden selv for omkostninger til f.eks. kost, logi og lokal transport.

 

Tilmelding

Tilmelding som udstiller sker ved at indsende vedlagte virksomhedsskema til Center for Underleverandører via mail til knud.hareskov@cfu.as. Der arbejdes ud fra først-til-mølle princippet, og interesserede opfordres derfor til at sende deres bindende tilmelding hurtigst muligt.

 

Rollefordeling

 

 

Center for Underleverandører ved Knud Hareskov er koordinator og den ansvarlige arrangør af den danske fællesstand på Bygg Reis Deg. Danmarks Ambassade i Oslo er facilitator, og ansvarlig for markedsføring af fællestanden overfor udvalgte norske virksomheder og organisationer.

 

Individuel eksportrådgivning og assistance

Danmarks Ambassade i Oslo tilbyder i tillæg til den fælles markedsføring desuden løsning af individuelle rådgivningsopgaver som for eksempel markedsanalyser eller kundesøgninger forud for og efter messen. For nærmere information kontakt senior eksportrådgiver Henrik Visby tlf. +47 41 52 90 38, eller mail henvis@um.dk