Spring til indhold

Forsvarsforbeholdet skal tages med forbehold

06.12.2019  16:48

Forsvarsforbeholdet skal tages med forbehold       

 

I dag præsenterede Dansk Institut for Internationale studier (DIIS) en udredning om udviklingen i EU og Europa på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område samt betydningen af det danske forsvarsforbehold.

 

Den danske regering hilser udredningen velkommen, og udenrigsminister Jeppe Kofod siger:

 

”EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde er under hastig udvikling. Det er klart, at der er en række aktiviteter, som Danmark ikke kan deltage i på grund af forsvarsforbeholdet. Det er ikke nyt. Det nye er, at samarbejdet også udvikler sig til at få betydning for områder, hvor Danmark kan være med - og som dermed åbner en række nye muligheder. Regeringen mener, at Europa skal løfte et større ansvar på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område. Det er en dagsorden, hvor Danmark allerede er med helt i front. Regeringen støtter også et tættere samarbejde mellem NATO og EU - og vi ser positivt på, at andre EU-lande ønsker at styrke forsvarssamarbejdet inden for EU-rammen i fuld kompatibilitet med NATO.”

 

Ifølge Kofod vil regeringen arbejde videre med DIIS-udredningens konklusioner. Dertil nedsættes en interministeriel arbejdsgruppe. 

 

Forsvarsminister Trine Bramsen siger:

”Rapporten bekræfter, at forsvarsforbeholdet ikke udgør et stort problem for Danmarks engagement i det brede europæiske forsvarssamarbejde. Danmark og Europa står overfor et komplekst sikkerhedsbillede og en række grænseoverskridende trusler, herunder hybride trusler, desinformation, påvirkningskampagner og cyberangreb. Det er områder, der berører flere og flere aspekter af vores daglige liv og den enkelte borgers tryghed. Det både kan og skal vi forsat samarbejde om.”

For yderligere presse: Poul Kjar, 41865975