Gå til indhold

Eksportrådgiver inden for sundhedsområdet

Vil du være en del af holdet på Danmarks Ambassade, der arbejder med positionering og eksponering af danske sundhedsløsninger i Norge? Har du en bred faglig indsigt i sundhedssektoren, og hvordan digitalisering og sundhedsløsningers kan være med til at løfte hverdagen for både borgere og sundhedssektoren? Er du kommercielt indstillet og har gode samarbejdsevner? Kan du identificere danske virksomheders eksportpotentiale i form af markedsmuligheder i Norge?

Så er du måske vores nye eksportrådgiver på sundhedsområdet på Danmarks Ambassade i Oslo.

Generelt om stillingen

Som eksportrådgiver har du ansvaret for at fremme danske virksomheders eksport og bidrage til dansk erhvervslivs internationalisering ved at rådgive danske virksomheder og organisationer inden for sundhedsområdet. Du skal opbygge og vedligeholde netværk til relevante myndigheder, erhvervsorganisationer, virksomheder og meningsdannere mv. i Norge. Du skal bruge dine kontakter til at fremme danske virksomheders løsninger og interesser på det norske marked.

Eksportrådgiveren på sundhedsområdet er en del af sundhedsteamet ved Danmarks ambassade i Oslo, som foruden denne stilling består af en udsendt sundhedssektorrådgiver og en praktikant. Desuden indgår stillingen i et regionalt nordisk-baltisk sektorteam og i Udenrigsministeriets globale sundhedssektorteam, der omfatter eksportrådgivere placeret på ambassader og handelskontorer mange steder i verden.

Som eksportrådgiver er du med til at sikre regionens målopfyldelse på sundhedsområdet ved at bygge bro mellem dansk erhvervsliv, deres partnere i regionen samt myndigheder og organisationer i Norge og Danmark. I den rolle løser du konsulentopgaver mod betaling for danske virksomheder, og yder værdiskabende rådgivning på et højt kvalificeret niveau. Du refererer i det daglige til Handelschefen i Oslo og til teamlederen for det regional sundhedssektorsamarbejde på (placeret i Helsinki).

Eksportfremmeteamet på ambassaden består af en udsendt handelschef, en sektorrådgiver inden for sundhed og seks lokalt ansatte eksportrådgivere (inkl. denne stilling) samt tre praktikanter.

 

Om dig

Du har en relevant akademisk og/eller kommerciel uddannelse. Du behersker norsk eller dansk og engelsk på forhandlingsniveau. Derudover besidder du gerne følgende kompetencer:

  • Kendskab til et eller flere sundhedsområder, fx farma, medico, velfærdsteknologi eller sundheds-IT
  • Erfaring med salg, eksport og internationalisering og evt. med ”public affairs” opgaver
  • Indsigt i organisering af det norske offentlige system og processer for offentlige indkøb samt det private erhvervsliv i Norge  
  • Forståelse for de reguleringsmæssige og markedsmæssige muligheder og udfordringer i Norge.

 

Vi søger:

  • En Kundeorienteret kollega med kommercielt ”mind-set”
  • En proaktiv kollega med stærke netværksevner og masser af drive 
  • En stærk teamspiller, som altid er parat til at give en hjælpende hånd og gå det ekstra skridt for at sikre et succesfuldt resultat
  • En resultatorienteret kollega med talent for at omforme muligheder til specifikke projekter til gavn for danske virksomheder
  • En person med diplomatiske evner og god kulturforståelse.

 

Vilkår og ansøgning

Du ansættes på Danmarks Ambassade i Oslo. Der er tale om en fuldtidsstilling. Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til kvalifikationer og i øvrigt følge vilkårene som lokalt ansat medarbejder på ambassaden i Oslo. Arbejdssproget er dansk og norsk.

Stillingen indebærer begrænset rejseaktivitet primært i Norge og Danmark, men også til de øvrige nordiske og baltiske lande.

 

Forventet start:

Hurtigst muligt. Ansættelsen kræver sikkerhedsgodkendelse fra de danske myndigheder. 

 

Ansøgningsfrist:

8. august 2022. Du søger stillingen ved at sende din ansøgning til [email protected] med overskriften ”Eksportrådgiver inden for sundhed: Dit navn”.

Vi beder om en målrettet og motiveret ansøgning, der også indeholder oplysninger om uddannelse, tidligere arbejde, kvalifikationer, sprogkundskaber, referencer m.v.

Vedhæftning af CV alene betragtes ikke som en ansøgning.

Du kan læse mere om ambassaden i Oslo på Danmark i Norge. Ved spørgsmål til stillingen kontakt [email protected]

 

---

 

Om ambassaden/The Trade Council

Den danske ambassade i Oslo er en dynamisk arbejdsplads, der repræsenterer de politiske, kommercielle og kulturelle relationer mellem Danmark og Norge. Vi er 19 medarbejdere på den danske ambassade i Oslo. The Trade Council er regeringens organisation for eksport og investeringsfremme under Udenrigsministeriet.

Udenrigsministeriet fremmer lighed og diversitet, hvorfor alle kvalificerede og interesserede ansøgere uanset alder, køn, religion, etnicitet og seksuel orientering er velkomne til at ansøge stillingen. For mere information se Danmark i Norge og The Trade Council

 

Om os

Udenrigsministeriets mission er at arbejde for Danmarks interesser og værdier i forhold til omverdenen på en måde, der fremmer danskernes frihed, tryghed og velstand samt en mere fredelig og retfærdig verden med udvikling og økonomisk vækst for alle. I Udenrigsministeriets vision indgår, at vi skal være bredt respekteret som en kompetent, effektiv udadvendt og serviceorienteret virksomhed, og at vi skal være en attraktiv og idéskabende arbejdsplads, der sikrer stor medarbejdertilfredshed og målrettet kompetenceudvikling. Vi har som fælles værdier, at vi som enkeltpersoner og organisation arbejder på grundlag af musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde.